Hvad er TAPPEN?
TAPPEN er Køges Ungekulturhus! Det er her du kan hænge ud med alle dine venner!
Hvem kommer på TAPPEN og hvem er kulturhuset for?
Kulturhuset er for dig mellem 13-25 år, der bor eller går i skole i Køge Kommune. Vi tjekker ikke ID eller er strikse med hvem, der kommer, så tag gerne dine venner med, uanset hvor i landet de bor!
Hvornår har TAPPEN åbent?
TAPPEN holder åbent hver tirsdag og onsdag kl. 15.00-21.00 og til særarrangementer, som eksempelvis BAK-fest eller fredagscafe. TAPPEN har lukket i skoleferierne.
Hvad er Fed-Ide Puljen?
Fed-Ide Puljen er en pose penge du kan søge til dit ungeevent! Læs mere under fanen "Fed-ide Puljen" om hvordan du søger og krav til dig og din ansøgning. Det er TAPPENS JUNTA, der læser og vurderer ansøgningerne.
Hvor booker jeg øvecontaineren, så jeg kan spille musik med mit band?
Du booker øvecontaineren ved at trykke på fanen "Øvecontainer" - nederst på siden står der "Klik her for at booke!". Vælg først antal timer du ønsker at booke containeren og tryk derefter reserver. Så popper der et nyt vindue op, hvor du kan vælge dato og tidspunkt. Derefter udfylder du navn, tlf og mail, accepterer handelsbetingelserne og trykker send. Så får du en bekræftelsesmail, hvori der står kode til nøgleboks og vejledning til hvordan du kommer ind i containeren.
Hvad kan jeg lave på TAPPEN?
På TAPPEN kan du deltage i fællesspisning, gratis, hver tirsdag kl. 17.30. Hver onsdag er der events som kan være alt fra keramik, graffitiworkshop, dragbingo, tøjbyttedag til bordfodboldturnering, filmaften og gamernight. Du kan lave det du har lyst til på TAPPEN, så hvis du synes, der mangler et event, så sig til! Så kan vi stable det på benene - enten sammen med dig eller i medskabergruppen. TAPPEN har bordfodbold, bordtennis, et skab fyldt med brætspil og nintendo, krea-skab med alt fra perler til ler, linoleumstryk, maling og meget mere og en hyggelig cafe, hvor du kan købe billige sodavand og af og til en dejlig øl, hvis du er gammel nok.
Nogle gange om året er der fredagscafe med Open Mic, hvor du kan optræde med dit band, din dansegruppe, din teatertrup eller din comedyven for et lyttende og støttende publikum. 2 gange om året holder vi BAK-fest (børn af klimaet), hvor du kan komme til fællesspisning, fede workshops, musikquiz og høre de svedigste bands. TAPPEN er din - stedet at være ung i Køge!
Hvem er medskaberne?
Medskaberne er med til at ideudvikle på TAPPENS eventprogram, komme med inputs til hvad TAPPEN skal kunne på to årlige visionsmøder, afvikle events i samarbejde med hinanden og generelt sørge for at stemningen er hyggelig og imødekommende!
Hvem er JUNTAEN?
JUNTAEN er TAPPENS brugerråd/bestyrelse - JUNTAEN har fastsat TAPPENS 10 bud, de sætter den overordnede retning for TAPPEN, vurderer ansøgninger til Fed-Ide Puljen og så er to fra JUNTAEN med i Køge Ungdomsskoles bestyrelse, hvor de får politisk indblik i kulturlivet i Køge.