Gå til sideindhold

Vedtægter

Kapitel 1: Formål 

Paragraf 1 

TAPPEN er et ungekulturhus, hvor unge kan deltage i, være initiativtagere til og medskabere på kulturevents. Desuden kan de lade sig inspirere af kulturprogrammet og søge socialt samvær i kulturhuset.

 

Paragraf 2

TAPPEN samarbejder med Køge Kommunes øvrige unge- og kulturtilbud (Køge ungdomsskole, Køge bibliotek, Køge musikskole, MGK Sjælland osv.) 

 

Kapitel 2: Målgruppe

Paragraf 3 

TAPPENS målgruppe er unge i alderen 13-25 år. Primært unge, der er bosat i eller går i skole i Køge kommune. 

 

Kapitel 3: Organisering

Paragraf 4

TAPPEN har en JUNTA, der fungerer som styregruppe, hvis rolle er at sikrer at unge får indflydelse på TAPPENS aktiviteter. 

 

Paragraf 5

JUNTAEN skal motivere andre unge til at igangsætte kulturprojekter og sikre TAPPEN har rum for mange forskellige typer projekter.

 

Paragraf 6

TAPPENS daglige drift og JUNTAENS arbejde koordineres og drives af ungekulturkoordinatoren. 

 

Kapitel 4: Aktiviteter 

Paragraf 7

TAPPENS kulturtilbud er bredt fordelt over kulturmiljøet i det omfang det efterspørges af brugerne. JUNTAEN og/eller medskaberne af huset skal høres i eller være med til minimum en af følgende punkter: 

Ideudvikling

Planlægning

Afvikling

Deltagelse  

 

Kapitel 5: JUNTAEN

Paragraf 8

JUNTA-valg afholdes i efteråret, hvert år. For at et JUNTA-valg er gyldigt skal det være meldt ud senest 2 uger før valget. Annonceringen skal minimum ske på TAPPENS instagram-konto. 

 

Paragraf 9

JUNTAEN består af 3-7 medlemmer, hvoraf 1/3 skal være bosiddende i Køge Kommune. Der kan yderligere vælges op til 3 suppleanter.

Der stemmes ved simpelt flertal.

 

Stk. 1

Træder et medlem ud af JUNTAEN skal en af suppleanterne overtage den ledige plads. Hvis der ikke er nogen suppleanter, vurderer JUNTAEN hvorvidt der skal laves suppleringsvalg, med henblik på besættelse af den eller de ledige pladser.

 

Stk. 2

Suppleanter kan deltage på alle JUNTA-møder. Er et JUNTA-medlem fraværende på et møde, overtager 1. suppleanten stemmeretten for denne person på mødet. Er 1. suppleanten fraværende, overtager 2. suppleanten stemmeretten og så fremdeles. Suppleanter har derudover ikke stemmeret.

 

Stk. 3

For at kunne stemme og stille op til JUNTA-valget skal man være indenfor TAPPENS målgruppe. Hver stemmeberettigede kan stemme på 3 forskellige kandidater.

 

Paragraf 10 

Et JUNTA-medlem vælges for en 1-årig eller en 2-årig periode. Der vælges 1-3 medlemmer for en 1-årig periode og 2-4 medlemmer for en 2-årig periode. Suppleanter vælges for en 1-årig periode. 

 

Paragraf 11

Stiller et medlem op, som ved valget ikke har modtaget nogle stemmer, kan denne stadig vælges som suppleant, såfremt der er en ledig suppleantplads. 

 

Paragraf 12

Efter valget er der en overleveringsfase på minimum 2 møder mellem den tidligere JUNTA og den nyvalgte JUNTA. 

 

Paragraf 13

I bedste tilfælde sender man et opstillingsforslag på forhånd til JUNTAEN, men man kan også stille op på dagen. 

 

Paragraf 14

Den nyvalgte JUNTA afholder sit første, konstituerende møde indenfor 2 uger efter JUNTA-valget. 

 

Stk. 1

På første JUNTA-møde efter valget, vælges der blandt JUNTAENS medlemmer 2 repræsentanter til ungdomsskolens bestyrelse.

 

Stk. 2

JUNTA-møderne tager udgangspunkt i en dagsorden. Et hvert JUNTA-medlem kan komme med input og ændringsforslag til dagsordenen.

 

Stk. 3

TAPPENS brugere kan indsende forslag via mail eller TAPPENS sociale medier med ideer til JUNTA-møderne og de vil komme på dagsordenen hurtigst muligt. 

 

Paragraf 15

TAPPENS ungekulturkoordinator deltager på JUNTAENS møder. Denne har ansvaret for at JUNTAEN handler indenfor de gældende love og regler, samt bestyrelsens beslutninger. 

 

Paragraf 16

Som udgangspunkt træffer JUNTAEN beslutninger ud fra dialog og konsensus, hvor alle medlemmer høres. 

 

Paragraf 17

Der holdes stormøde for alle husets brugere hvert år i forbindelse med JUNTA-valget. På stormødet fremlægger JUNTAEN en årsberetning for det forgangne år, samt visioner for det kommende år. Juntaen kan derudover indkalde til stormøde, såfremt den har noget på hjerte. 

 

Paragraf 18

Minimum en gang om året skal JUNTAEN have en gennemgang af TAPPENS budget. 

 

Paragraf 19

JUNTAEN eller ungekulturkoordinatoren skal orienteres i forbindelse med disponering af TAPPENS lokaler (cafe, foyer og øvelokale) i TAPPENS åbningstid. 

 

Paragraf 20

JUNTAEN tildeles årligt en aktivitetspulje, som de i samarbejde med TAPPENS ungekulturkoordinator disponerer over. 

 

Paragraf 21

TAPPENS værdigrundlag og aktivitetsvirke besluttes af JUNTAEN og kan ændres udenom vedtægterne.

 

Paragraf 22

JUNTAEN har mulighed for at læse jobansøgninger til ungekulturkoordinatorstillingen og give sit bidrag til hvilken profil den ser ansat.

 

Kapitel 6: Finansiering og drift 

Paragraf 23

TAPPENS primære drift finansieres af Køge Kommune. Dertil kommer finansieringen gennem samarbejdsaftaler med kulturinstitutioner og foreninger og gennem fundraising i forbindelse med konkrete kulturprojekter. 

 

Kapitel 7: vedtægtsændringer

Paragraf 24

Vedtægtsændringer skal godkendes af JUNTAEN og Køge ungdomsskolens bestyrelse.

 

Stk. 1

Vedtægterne skal være offentlige tilgængelige på Tapperiets hjemmeside. 

Apricore logo